Kultur

Anders Matthesen gæster Herning med standup fra øverste hylde

Anders Matthesen glæder sig til at møde sit livepublikum igen, når han 11. november giver to optrædener i MCH Herning Kongrescenter. Foto: PR.

Den står på klassisk standup i reneste format, når Anders Matthesen 11. november 2022 indtager MCH Herning Kongrescenter med stribevis af nye jokes under titlen ‘JOKES – fra en hvid, straight mand’.

Anders Matthesen tager som altid udgangspunkt i sin egen verden og komikerens groteske og underfundige observationer af det, vi alle kender, græmmes og undres over, når han 11. november 2022 aktiverer lattermusklerne i MCH Herning Kongrescenter. Emnerne er blandede, men den røde tråd er ikke til at tage fejl af – aftenens helt store, gennemgående fællesnævner er jokes, jokes og atter jokes. 

Hovedpersonen selv, der lagde grundstenene til det nye standup-materiale på Fanø i efteråret 2021, glæder sig enormt, til det går løs – i den erfarne komikers optik er der nemlig lidt af et efterslæb at råde bod på: 

– Jeg tror, at vi allesammen har længtes efter noget at grine af. Og jeg har virkelig savnet at optræde og komme ud og møde mit elskede livepublikum. Jeg kan slet ikke vente med at se dem allesammen på spillestederne. Denne gang bliver det ren standup fra øverste hylde. Hvis det skal lade sig gøre at turnere under pandemi og krig, er det nødvendigt med et letomstilleligt setup, så det eneste, jeg har med, er mikrofonen, mig selv og jokes, masser af jokes, udtaler Anders Matthesen. 

Finjusterede jokes nu klar til at se dagens lys

Siden tilblivelsen af den nye stribe jokes finjusterede og videreudviklede Anders Matthesen selv samme ved en række optrædener på Restaurant Kongekilden i Klampenborg, hvor også et væld af nye jokes løbende blev føjet til repertoiret. De bedste har overlevet og ser dagens lys i færdig form, når komikeren gæster Herning. 

Billetter til Anders Matthesens turnéer har det med at blive revet bort, så selv om han gennemfører to optrædener på samme aften i Herning, er det en god idé at holde sig til, hvis man er nysgerrig efter at opleve, hvad den populære multikunstner nu har fundet på. Billetsalget begynder 27. april klokken 10 via mch.dk.  

Anders Matthesen gæster MCH Herning Kongrescenter 11. november 2022.

 

Kommentarer