Land og by

Borgmester flytter ud i kommunen

Foto: Herning Kommune

Herning Kommunes borgmester Dorte West (V) vil én gang i kvartalet flytte borgmesterkontoret væk fra selve Herning – første besøg bliver i Haderup tirsdag 24. maj.  

Det skal være muligt at få en snak med borgmesteren om stort og småt. Også i lidt mere uformelle rammer. 

Det er baggrunden for, at Herning Kommunes borgmester, Dorte West, (V), cirka fire gange om året en hel dag vil flytte borgmesterkontoret ud af rådhuset og til egnede lokaler i landsbyer, centerbyer og landdistrikter. Første gang borgmesterkontoret flytter, er på tirsdag 24. maj, hvor teltpælene slås op i Haderup. 

– Herning og Herning Kommune er mest kendt for events og erhvervslivet. Men jeg vil også gerne møde borgerne i hverdagen, hvor de er, og få de gode fortællinger frem fra lokalområderne. Ved jævnligt at flytte borgmesterkontoret ud fra selve Herning håber jeg at få lejlighed til at tale med endnu flere borgere og virksomheder om deres dagligdag og de udfordringer, der måtte være, siger Dorte West. 

– Geografisk er Herning Kommune rigtig stor. Der er virkelig langt fra nord til syd, og fra nordvest til sydøst. Dette er også en måde at forsøge at holde endnu bedre føling med, hvad der sker rundt omkring. Det skal være godt at bo, leve, arbejde og studere i Herning Kommune, også i de mange aktive lokalsamfund. 

Lokale gæster til frokost 

Tanken er, at det mobile borgmesterkontor vil bruge formiddagen i lokalområdet på at besøge en håndfuld virksomheder, institutioner eller foreninger. 

Frokosten spises derefter med lokale repræsentanter fra for eksempel borgerforeninger, erhvervsliv og andre lokale aktører. Om eftermiddagen er borgmesterkontoret så åbent for henvendelser fra borgerne i området. 

– Det kan dreje sig om at fremføre lokale synspunkter, eller måske vise lokale ting frem. Men det kan også være, der er spørgsmål til jeg og kommunen, som man lokalt savner svar på. Så vil jeg – hvis jeg ikke kan svare på stedet – naturligvis tage spørgsmålene med tilbage på rådhuset og sørge for en ordentlig tilbagemelding, siger Dorte West. 

Tirsdagens program i Haderup rummer besøg på en række virksomheder og samtaler med foreninger. Fra kl. 14-17 kan alle komme forbi og få en snak med Dorte West på Haderup Kultur og Idrætscenter, Nygade 9 i Haderup. 

Kommentarer