Branchen så fremad på Formland
Den 76. udgave af interiør- og designmessen Formland sluttede søndag, og de 394 udstillere fik fremvist produktnyheder, inspireret og netværket med de 9.000 fagfolk fra 27 lande. Udstillerne fremhæver endnu engang værdien af den personlige messedialog i mødet med kunderne også i udfordrende tider. Messen tiltrak flere udenlandske indkøbere end sidst, og købelysten fulgte med ind over landets grænser.
9.042 besøgende indkøbere, stylister, influencere og andre branchefolk har de seneste fire dage besøgt de 394 udstillere fordelt på 10 haller i MCH Messecenter Herning. Udover sæsonaktuelle nyheder indenfor alt fra boligtilbehør og blomsterdekorationer til smagfulde produkter kunne de besøgende hente inspiration i trendområder og et væld af topaktuelle talks og workshops.
Blandt udstillerne fremhæves, at messemediet er en ideel platform for de personlige dialoger i en verden i forandring.
– Vi har brug for de store messer som Formland, og messen er gået godt for os. Netværksmæssigt betyder Formland meget – hele branchen og stort set alle kæder er samlet her, siger Peter Maae Jensen, CEO hos aida, og han suppleres af Jan Engelbrecht, CEO hos Eva Solo:
– Vi kom med dæmpede forventninger grundet markedets tilstand og verdens udvikling, men der er en stor tro på fremtiden, og vi har mødt nogle fantastisk positive kunder, så vi tror på, at det bliver jul i år. Det har været rigtig, rigtig dejligt.
At udstillerne fremhæver værdien af det personlige møde med kunderne, glæder administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.
– Hver eneste messe er noget særligt. Også denne 76. udgave af Formland, som blev gennemført i en tid med mange forandringer og udfordringer og en tid, hvor verden virkelig bevæger sig. Derfor glæder vi os over de positive tilbagemeldinger, og som messemand glæder jeg mig i særdeleshed over bekræftelsen af messemediets styrke, siger Georg Sørensen og glæder sig over, at Formland igen har været rammen for udstillernes og de besøgendes dialoger og forretninger.
– Der skal lyde en stor tak for tilliden til udstillerne. Tak for igen at have ydet en meget stor indsats og skabt en unik messe for de besøgende fagfolk.
Øget udenlandsk interesse fra 27 lande
Formland blev besøgt af 653 udenlandske indkøbere fra 342 virksomheder og er med 50 % fremgang siden sidst kommet styrket tilbage, hvilket bekræftes af udstillerne, der melder om øget udenlandsk interesse.
– Vi har fået en del nye tyske kunder og også flere franske, der har prioriteret Formland over deres hjemlige messe, fordi de her kan få et perfekt overblik over de danske brands. Derudover har vi fået nye kunder fra Island, England og Færøerne og selvfølgelig Norge og Sverige, siger Rachid Moula, CEO, H. Skjalm P., og samme budskab lyder blandt andre fra Birger Nielsen fra Present Time Holland og Claus Pilgaard fra Chili Klaus (jf. citatboks, red.).
Også de udenlandske indkøbere er begejstrede, herunder blandt andre butiksindehaver Sonja Pimentel fra Hamborg, der er kommet på Formland i 20 år.
– Formland er min absolutte yndlingsmesse, og jeg har igen i år lavet en masse handler. Messen er enormt smuk og inspirerende, og jeg elsker atmosfæren her. Udstillerne gør sig umage for at lave virkelig flotte stande, og så er der altid en masse nye, spændende brands at udforske, siger Sonja Pimentel, der suppleres af hollandske AnneLinn Nilsen, ejer af butikken Buren van de Buren nær Eindhoven.
– Det er min første gang på Formland, og det er fuldstændig fantastisk. Vi skulle have været her i to dage, men blev nødt til at blive alle dage. Messen byder på et væld af fede brands. Jeg har været på mange messer, men Formland er den bedste – der er så meget forskelligt at se på, og kvaliteten af produkterne er i top. Det er blevet til alt for mange handler, siger AnneLinn Nilsen med et smil.
Formland blev besøgt af 9.042 mod 9.572 i februar 2022. Interiør- og designbranchen samles igen på Formland Spring 29.-31. januar 2023 i MCH Messecenter Herning.
Jan Engelbrecht, CEO, Eva Solo:
– Det har været rigtig fint. Vi kom herover med dæmpede forventninger grundet markedets tilstand og verdens udvikling, men der er en stor tro på fremtiden, og vi har mødt nogle fantastisk positive kunder, så vi tror på, at det bliver jul i år. Det har været rigtig, rigtig dejligt.
– Det, der betyder noget for os, er, at der kommer kunder, der har den rette indstilling og tror på, at de kan sælge varerne. Det betyder rigtig meget, at vi får vist vores varer. Selvfølgelig vil vi gerne have noget salg, men vi vil også gerne inspirere butikspersonalet og vise, hvordan vores produkter ser ud, hvordan de kan udstilles og hvilke værdier, vi har. Og det er Formland et supergodt sted til.
Sasse Abildgaard-Roope, ejer og stifter, rêve vert:
– Jeg er gået direkte fra sidste gang at være debutant på Creators Community til denne gang at være udstiller og vinde prisen (kåret til Product Of the Year på Formland, red.). Det er stort for mig og betyder meget for min forretning. Den store forskel fra sidste gang er da også, at når folk kommer nu, så er det business, og allerede fra førstedagen har jeg fået ordrer.
– Som udstiller kan Formland udvide dit netværk, du kan få nogle rigtig gode kontakter, som du kan bruge efterfølgende. Man får også synlighed, og der er en genkendelsesværdi. Jeg er fuld af positivitet, og jeg er tilbage igen næste gang.
Birger Nielsen, adm. direktør, Present Time Holland:
– Jeg havde skruet ned for forventningerne, fordi tiden er, som den er, men det er gået godt, og fremmødet har været pænt. Der har hersket en større positivisme, end jeg havde regnet med, og det er tydeligt, at folk tror på fremtiden.
– Formland har en fantastisk stor værdi for os. Vi møder mange nye kunder på messen – i år ikke bare fra Danmark, men også fra lande som Norge, Tyskland, Grønland og Færøerne. I det hele taget er messen en perfekt platform at lave nye bekendtskaber på.
– Formland betyder utrolig meget for os netværksmæssigt og messen er vigtig ikke mindst i trængselstider, hvor det er ekstra vigtigt, at branchen står sammen. Det personlige møde er mere vigtigt end nogensinde.
Claus Pilgaard, ejer og stifter, Chili Klaus:
– Det er gået godt på Formland. Vi har både fået nye kunder – og også mødt eksisterende kunder. Selv om man har kontakt via elektroniske medier, er det vigtigt for min butik at komme ud, snakke med mennesker, få nogle relationer og erfaringer.
– På Formland kan man mærke, hvad der rører sig. Jeg kan personligt lære noget af andre, og jeg lærer rigtig meget af min kollegaer i branchen. Der er en masse vidensdeling.
– Vi vil gerne ud i verden, og der kommer også udenlandske besøgende her – og vi har fået nye, gode kunder i både Tyskland og England – det er vi meget glade for.
Jesper Sommer, adm. direktør, bySommer:
– Det er vigtigt for os at være på Formland, fordi vi møder forhandlerne her, men derudover møder vi også rigtig mange andre mennesker. Vi netværker også med designere og kunstnere, og det er helt unikt for os – det kan vi ikke hjemme på vores lille kontor i Nørresundby.
– Det helt særlige ved Formland er, at det udover at være en salgsmesse er et giga netværksmøde for os. Vi møder hundredvis af mennesker på vores stand og ude i gangene, når vi kommer rundt. Det kan noget for os.
Jan Thormann, indehaver og konceptansvarlig, Trademark Living:
– Formland giver mig to gange om året muligheden for at holde mine relationer til mine kunder vedlige. Det er her, vi får en god snak om tingene og hverdagen, og hvad vi kan gøre for dem. Vi hjælper hinanden – det er vigtigt.
– Jeg får vist dem nogle nyheder, jeg dyrker det at være her som et fællesskab i vores interiørbranche – den er vigtig, og fællesskabet er det, der skal bringe os videre. Det er vigtigt for mig at være her, og jeg vil fortsætte med at være her.
Rachid Moula, CEO, H. Skjalm P.:
– Formland er en supervigtig messe for os. Vi møder både kunder og kolleger, og det betyder meget for os – vi tror virkelig meget på Formland-konceptet. – Vi havde på forhånd snakket om, at vi ikke måtte forvente alt for meget, fordi vi lever i en svær tid i øjeblikket, men vi er virkelig blevet positivt overraskede.
– Vi har fået en del nye tyske kunder og også flere franske, der har prioriteret Formland over deres hjemlige messe, fordi de her kan få et perfekt overblik over de danske brands. Derudover har vi fået nye kunder fra Island, England og Færøerne og selvfølgelig Norge og Sverige.
Peter Maae Jensen, CEO, aida:
– Vi har brug for de store messer som Formland, og messen er gået godt for os. Netværksmæssigt betyder Formland meget – hele branchen og stort set alle kæder er samlet her. Det er megavigtigt at være her og vise vores koncept.
– Det er vanskeligt at give det samme indtryk digitalt. Og jeg giver Georg Sørensen (administrerende direktør i MCH A/S, red.) helt ret, når han siger, at det personlige møde aldrig går af mode. Vi hilser også den nye Event-Zone i vores hal (Hal G, red.) meget velkommen. Det har gjort hallen meget mere levende og tiltrækker nogle andre besøgende end tidligere – også influencers.
Michelle Bergø, Head of Sales, Rosendahl Design Group:
– Formland er vigtig for os, fordi alle vores kunder er samlet her, og jo flere udstillere, der indfinder sig, desto større incitament er der for kunderne til at komme.
– Formland giver os muligheden for at vise vores produkter over for vores kunder i et stort miljø, og det betyder meget for os. Her kan vi fremvise væsentligt mere, end vi kan have med i en kuffert rundt til kunderne.
– Det er gået rigtig godt, og der er masser af solstrålehistorier – først og fremmest er vi på kort tid nået ud til mange fede og fantastiske kunder. Og selv om flere mærker lidt mudder i markedet, tror alle på, at det alligevel bliver jul.
Christina Hembo, smykkedesigner, Christina Jewelry & Watches:
– Det var fedt, unikt og megasjovt at introducere vores nye samarbejde med Anders Blichfeldt, som har optrådt på vores stand hver dag. Anders og jeg har lavet en ny smykkekollektion designet af mig, baseret på Anders’ sange, og den har fået en helt vildt flot modtagelse her på Formland.
– Vi er blandt andet her på messen, fordi vi gerne vil være pionerer og vise smykkebranchen, at det faktisk er en rigtig god idé at være på Formland. Vi er i hvert fald blevet taget rigtig godt i mod, og det har været en stor fornøjelse at være her.
– Formland kan potentielt blive den helt centrale messe for os. Det er en rigtig god messe, som netop udmærker sig ved, at den beskæftiger sig med mange forskellige varegrupper – ikke kun interiør, men også meget andet inden for design og livsstil.
Nis Klamer, medstifter og CMO, Poster and Frame/Dialægt/Citatplakat:
– Det er vigtigt for os at deltage på Formland, fordi vi kan være med til at teste produkterne ude hos vores B2B-partnere. Så for os er det både at introducere nyheder, men samtidig også videreudvikle på nogle af vores produkter.
– Det, vi har fået ud af at udstille på Formland, er en masse god respons, det er god kommunikation med vores eksisterende B2B-partnere og samtidig også at kunne etablere nye, mulige samarbejder med mange forskellige fra branchen.
Katharina Brøndmo, commercial director, Jonathan Adler:
– Vi har spurgt kunder og kundeemner på markedet, og de har fortalt os, at det virkelig er det sted, hvor mange butikker køber ind.
– Jeg er virkelig imponeret – det har været en fantastisk messe for os at kunne introducere vores brand på for første gang. Jeg har ikke været her før, så jeg var ret spændt på at se, hvordan det ville være, og Formland har i den grad levet op til vores forventninger – vi er begejstret for messen, og jeg håber, at vi er her næste gang.
Kommentarer