DiaLabXpo sætter fokus på fremtidens fødevarer
FoodHay er navnet på en ny, højteknologisk laboratorieplatform, der har til formål at bidrage til udviklingen af fremtidens sunde og bæredygtige fødevarer. Projektet præsenteres på diagnostik- og laboratoriebranchens mødested DiaLabXpo, der finder sted i MCH Messecenter Herning 1.-3. november.
Danske universiteter og virksomheder er gået sammen om at skabe FoodHay, der med hjælp fra nyt forskningsudstyr søger at bidrage til fremtidens såvel grønne som nærende fødevarer. Allerede på førstedagen af DiaLabXpo er der mulighed for at blive klogere på projektet, når lektor og forskergruppeleder ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet Lars Wiking og Simon Hvid fra Teknologisk Institut fortæller om ambitionerne med FoodHay.
Flere end 90 virksomheder samarbejder foreløbig om FoodHay, der også er etableret med henblik på at reducere madspild via avanceret procesudstyr. Bag projektet står forskningsinstitutionerne Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Københavns Universitet og DTU. Arla er en strategisk partner, og både Food & Bio Cluster Denmark og Dansk Industri bidrager aktivt som repræsentanter for de danske fødevarevirksomheder.
Aktivitetsmættede dage
Samme dag som FoodHay-introduktionen kan de besøgende i forbindelse med Indkøbernes Dag se frem til en stribe oplæg om grønne løsninger, cirkulær økonomi, genanvendelse og bæredygtighed i laboratoriet.
Og i det hele taget er der god mulighed for at blive klogere på årets DiaLabXpo, hvis konferenceprogram på andendagen tæller oplæg om Regionshospitalet Gødstrup, optimeret laboratoriediagnostik ved borrelia neuroinfektion og bæredygtighedscertificeringen af Syddansk Universitets laboratorier.
Tredje og sidste dag byder på syv oplæg om eksempelvis pipetter, LAF- og Autoklave-kørekort og vandhydrauliske ventiler.
Endelig står 40 forventningsfulde udstillere alle tre dage klar med nye og spændende produkter henvendt til diagnostik- og laboratoriebranchen. Samlet set danner DiaLabXpo rammen om viden, fremtidens løsninger, faglige events, branchens trends og networking.
DiaLabXpo 2022 finder sted i MCH Messecenter Herning 1.-3. november sideløbende med FoodTech-messen. Der kan anmodes om akkreditering hér.
Kommentarer