112

Dom i stor hackersag – 4 års fængsel til 27-årig herninggenser

Siden den 21. februar 2022 har sagen mod den 27-årige herninggenser kørt ved Retten i Herning. Den 2. maj 2022 afsagde retten skyldkendelse og i dag faldt så byrettens dom. 

Den 27-årige mand blev idømt 4 års fængsel for omfattende hacking, omfattede blufærdighedskrænkelse, flere forhold vedrørende børneporno og en del forhold vedrørende ulovlig tvang. 

Den dømte blev desuden pålagt kontaktforbud, der betyder, at vedkommende ikke via internettet må tage kontakt til unge under 18 år, som vedkommende ikke kender i forvejen. Kontaktforbuddet gælder ind til videre. 

Senioranklager Linette Lysgaard udtaler om dagens dom:

”Vi har i dag fået en foreløbig afslutning på en lang hovedforhandling. Den tiltalte er idømt fire års fængsel, hvilket i sig selv er en langvarig fængselsstraf. Jeg noterer mig dog overordnet to ting; nemlig at rettens medlemmer – ligesom med skyldkendelsen – ikke var enige om, hvordan sagen skulle afgøres, og at rettens flertal overordnet set ikke ser med samme alvor på denne sag, som politiet og anklagemyndigheden.” 

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet. 

Navneforbuddet mod den dømte blev ophævet. Rettens kendelse herom er anket til landsretten af den dømte. Retten besluttede samtidig ikke at tillægge kæremålet opsættende virkning, som den dømte ellers anmodede om. Navneforbuddet er således for nuværende ikke længere gældende.

Kommentarer