Herning

DR indtager Jyske Bank Boxen med tre shows på én dag

Jyske Bank Boxen danner til marts rammen om tre store DR-shows på én og samme dag. Foto: MCH/Tony Brøchner.

En sand stjerneparade af musikere og TV-værter kendt fra Ramasjang, børnenes MGP og de voksnes Melodi Grand Prix er på programmet, når DR på én og samme dag fylder Jyske Bank Boxen med sjov og ballade, fest og farver, musik og underholdning 18. marts 2023.

Topunderholdning for hele familien er i vente, når DR lørdag 18. marts 2023 præsenterer tre stort anlagte shows i Jyske Bank Boxen. Her vil en lang række folkekære musikere og TV-værter kendt fra nogle af tidens mest elskede formater på skift underholde både store og små. Først gælder det Ramasjang Show, siden MGP MEGA SHOW og om aftenen Alletiders Melodi Grand Prix, så der er noget for alle, og det er noget, der begejstrer administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen:

– Jeg er rigtig glad for, at Jyske Bank Boxen takket være DR kan danne rammen om tre imponerende og populære DR-shows, der på én dag favner alle aldersgrupper og appellerer bredt. For det er jo det, vi gerne vil, samle mange mennesker til unikke oplevelser for alle, og vi ser meget frem til den unikke dag sammen med DR – vores gode, mangeårige og tætte samarbejdspartner, som jeg sætter stor pris på, udtaler Georg Sørensen.

Også i DR er der stor begejstring over samarbejdet og de fortsatte perspektiver i selv samme.

– Vi vil gerne give så mange mennesker som muligt chancen for at opleve DR’s aktiviteter uden for skærmen. Og derfor er det fedt, at Jyske Bank Boxen, der har stolte traditioner med MGP og Melodi Grand Prix, vil være værter for denne helt fantastiske dag, lyder det fra Kenneth Holm, DR Salg.

Helte fra TV-skærmen rykker ud i virkeligheden

Dagen starter klokken 10 med Ramasjang Show, hvor Motor Mille, Hr. Skæg, Onkel Reje og Kristian & Mysteriet på skift erobrer scenen til et kæmpe show spækket med gode historier, masser af grin og musik, de fleste kender.

De fire stjerner, der primært henvender sig til børn på 4-8 år, er gået sammen om et show, der aldrig er set før i så stort et setup som det, der venter i Hernings multiarena. Heltene fra TV-skærmen rykker ud i virkeligheden og vil næsten med garanti betage familiens yngste med nærvær og vidunderligt skrupskøre indfald i børnehøjde.

Et sandt overflødighedshorn af fest og farver

Ud på eftermiddagen, klokken 15, gælder det et sandt overflødighedshorn af fest og farver for også de lidt større børn, når MGP MEGA SHOW stjæler rampelyset. Showet byder på et brag af en genforening af de otte finalister, der akkurat en måned før har dystet til selve MGP 2023.

Løjerne styres kyndigt og med masser af glimt i øjet af værter kendt fra TV, så det er en både velsmurt og medrivende maskine, der byder op til fest og fællessang. Intet er overladt til tilfældighederne: Knivskarp lyd, smuk lyssætning, indlevende dansere og et væld af visuelle effekter vil tilsammen danne den ideelle ramme om de unge stjerneskud på scenen. Derudover vil der være salg af merchandise.

En hyldestkoncert ud over det sædvanlige

Dagen og aftenen rundes af med en hyldestkoncert ud over det sædvanlige, Alletiders Melodi Grand Prix, hvor de originale artister klokken 20 helt eksklusivt indtager scenen og genopliver de iørefaldende og elskede vindermelodier fra flere årtiers grand prix-historie.

På programmet er grand prix-stjernerne Kirsten & Søren, Gry Johansen, Jørgen de Mylius, Keld & Hilda Heick, Lise Haavik og Jørgen Olsen, så der er lagt i ovnen til en både nostalgisk og livsbekræftende aften spækket med gyldne øjeblikke og sjove anekdoter i en flot indpakning.

Ramasjang Show, MGP MEGA SHOW og Alletiders Melodi Grand Prix finder alle sted i Jyske Bank Boxen 18. marts 2023, og det sker henholdsvis klokken 10, 15 og 20.

Billetsalget til Ramasjang Show starter i dag 30. november klokken 12.

Billetsalget til Alletiders Melodi Grand Prix starter torsdag 1. december klokken 10.

Billetsalget til MGP MEGA SHOW starter fredag 2. december klokken 10.

Kommentarer