Kultur

DR’s storslåede tv-shows er tilbage i Jyske Bank Boxen

Foto: MCH/Tony Brøchner

Der venter både publikum i arenaen og danskerne hjemme i stuerne to store musikoplevelser, når Jyske Bank Boxen igen danner ramme om DR’s imponerende tv-shows MGP og Dansk Melodi Grand Prix henholdsvis 26. februar og 5. marts 2022.

Efter to års coronadvale og en aflysning af DR’s prisuddelingsshow Sport 2021 i Jyske Bank Boxen er der igen udsigt til guldglimmer, sang og stjernedrys, når DR blænder op for MGP og Dansk Melodi Grand Prix 2022. Begge shows kan opleves i multiarenaen henholdsvis 26. februar og 5. marts samt direkte på DR1.

Både børn og voksne kan således se frem til en festlig aften i musikkens og samværets tegn, når de otte finalister i hver af de to konkurrencer dyster om at blive dette års vinder af MGP og Dansk Melodi Grand Prix.

Det glæder MCH, at DR igen kan gennemføre sine storslåede tv-shows i Jyske Bank Boxen:

– Det er noget helt særligt for os igen at danne ramme om Melodi Grand Prix-festerne, hvor tusindvis af forventningsfulde børn og voksne får mulighed for at opleve de imponerende shows både live i Jyske Bank Boxen og foran tv-skærmen hjemme i stuerne, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, og tilføjer:

– Vi glæder os over et mangeårigt og stærkt samarbejde med DR, som altid er garant for flotte tv-shows, der samler nationen på tværs af alder og generationer.

Midtjyske uger i musikkens tegn

Det er sjette gang, at Herning er værtsby for Dansk Melodi Grand Prix, mens det er tredje gang, at byen og Jyske Bank Boxen danner ramme om årets største børnefest MGP. Foruden de to spektakulære sangkonkurrencer i multiarenaen fejres den store event med udsmykning og aktiviteter mange steder i byen.

Når MGP 2022, med værterne Stephania Potalivo og Anna Lin i front, løber af stablen i Jyske Bank Boxen lørdag 26. februar, bliver det for fulde huse. Men selvom MGP-showet er udsolgt, er der stadig mulighed for at sikre sig billetter til generalprøven fredag 25. februar, ligesom der fortsat er billetter at få til Dansk Melodi Grand Prix 2022 lørdag 5. marts. Her er det værtsparret Tina Müller og Martin Brygmann, der står i spidsen.

Billetter til generalprøven på MGP og Dansk Melodi Grand Prix 2022 kan købes via mch.dk.

Kommentarer