Samfund

Første patient vel ankommet til Regionshospitalet Gødstrup

Leo Lundager fra Sunds er den officielt allerførste indlagte på Regionshospitalet Gødstrup. På billedet får hun overrakt en buket af sygeplejefaglig direktør Ida Götke. Andre patienter bliver i øvrigt også fejret søndag, hvor der venter dem en lille blomsterhilsen på enestuernes sengeborde. Foto: Region Midtjylland.

Samlingen af hospitalerne i Holstebro og Herning er i fuld gang. Siden kl. 7 i morges har ambulancer, patienttransporter og vognmænd sørget for forsigtig transport af alle indlagte patienter.

Første patient fra hospitalet i Holstebro ankom ca. kl. 07:30 til Regionshospitalet Gødstrup, og har nu taget en af hospitalets nye enestuer i brug.

Leo blev den første

Som en beskeden markering af at Leo Lundager fra Sunds er allerførste indlagte patient på det nye hospital i Gødstrup, får hun på billedet overrakt en buket blomster af hospitalets sygeplejefaglige direktør Ida Götke.

– Det er en kæmpe forløsning at se, at hospitalet nu bliver taget i brug, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

– Det er jo historisk, at vi nu – efter flere tilløb – er nået dertil, hvor vi tager et moderne hospitalsbyggeri i brug. Jeg glæder mig meget til at høre hvordan Leo og de øvrige patienter og deres pårørende, tager imod de nye rammer i Gødstrup, siger Anders Kühnau.

Transport hver femte minut

Søndagen igennem triller transporterne hver femte minut i pendulfart mellem Holstebro og Gødstrup, og alle patienter bliver ledsaget af en læge.

– Det gør vi af sikkerhedshensyn, forklarer sygeplejefaglig direktør for Regionshospitalet Gødstrup (tidligere Hospitalsenheden Vest), Ida Götke.

– Transporten til Gødstrup sker med nødvendigt hensyn til, at det jo i sagens natur er syge mennesker, vi har indlagt og ansvar for. Det ansvar tager vi meget alvorligt, og lader derfor en læge følge alle patienter på vej, uanset hvad de fejler, siger Ida Götke.

Moderne enestuer

Regionshospitalet Gødstrup er 148.000 m2 stort, og det er udelukkende indrettet med moderne enestuer.

Langt størstedelen af hospitalets patienter bliver ambulante patienter, der ikke har behov for indlæggelse. Regionshospitalet Gødstrup venter at modtage ca. 1.900 patienter til undersøgelse og ambulant behandling på almindelige hverdage.

Kommentarer