Kultur

Foodexpo i Herning tilbage med rekordstort aktivitetsprogram

Foto: MCH/Tony Brøchner.

Flere end 550 udstillere fordelt på ti fyldte haller sikrer tilsammen tre dage spækket med gastronomiske nyheder og oplevelser, når startskuddet denne søndag lyder til den første Foodexpo siden 2018. Aktivitetsprogrammet er rekordstort med blandt andet 25 fagkonkurrencer, og stribevis af oplevelsesuniverser venter blot på at blive udforsket.

Fire år er der gået, men nu er Foodexpo, Nordens største fødevaremesse, endelig tilbage efter tre coronaudsættelser. Vel at mærke for fuld styrke: Når MCH Messecenter Herning åbner dørene til madmekkaet 27.-29. marts, bliver det til ti haller fyldt til bristepunktet med alt det nye og spændende inden for gastronomiens verden. Det kulinariske epicenter af en messe trakterer i år med nye oplevelsesuniverser, et rekordstort aktivitetsprogram og flere end 550 udstillere.

Foodexpo har med andre ord oplevet en stor velvilje og loyalitet fra alle involverede, og det er i dén grad noget, der vækker begejstring:

– Opbakningen til årets Foodexpo har været overordentlig flot, og vi er meget taknemmelige for det store, vedvarende engagement, som vi har oplevet hos udstillere og samarbejdspartnere selv efter tre coronaudsættelser. Det vidner om en helt særlig dedikation, som er altafgørende for, at vi nu står klar med en messe fuldt ud på niveau med tidligere, konstaterer Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder i MCH Messecenter Herning.

Landets bedste kok, bartender og pizzabager – og romkugle!

Og der bliver sandt for dyden noget at kaste sig over på årets Foodexpo, hvor aktivitetsprogrammet tæller over 100 aktiviteter spundet om foredrag, workshops og debatter samt ikke mindst fagkonkurrencer. I år er der 25 af slagsen, herunder både danmarks- og verdenspremierer, og på messen kåres eksempelvis landets bedste kok, bartender og pizzabager. Også den bedste romkugle skal findes, og det er ligeledes en kåring, der batter – Nørre Aaby Bageri vandt konkurrencen i 2018, hvilket trak store overskrifter og siden har tjent som trækplaster for stedet.

Samtidig er messens ti haller dedikeret til forskellige oplevelsesuniverser, der gør, at de besøgende i hver hal træder ind i noget nyt. Oplevelsesuniverserne er totaloplevelser og omhandler alt lige fra økologi, bæredygtighed og klima til iværksætteri, møbler og interiør møntet på hoteller, restauranter og caféer – og i én af hallerne kan branchefolk hente inspiration til hotelloungestemning.

Øko-banko og bæredygtigt modeshow

Samtidig sikrer en lang række nye samarbejder en omfattende stribe nyheder og tiltag. Økologisk Landsforening forestår området Mødestedet, hvor den blandt meget andet står på øko-banko, og hvor TV-vært Annette Heick agerer vært ved et bæredygtigt modeshow. Og Scan Office Daarbak omdanner hele Hal J3 til et møbel- og interiørunivers med lutter bæredygtige produkter.

I Nørderiet gælder det workshops med eksperter som kok og madskribent Trine Hahnemann og kogebogsforfatter Ditte Ingemann, mens den gastronomiske iværksætter Claus Meyer og to andre prominente mentorer i FoodStartUp-området dyrker de nye, spirende fødevareiværksættere, der er på vej frem.

På Bar-scenen forestår Dansk Sommelier Forening og Dansk Bartender Laug en række spændende konkurrencer og aktiviteter inden for vinsmagning og bartendergerningen, og blandt de mange fagkonkurrencer gælder det andetsteds nyheden Pizza Champion Cup.

Info

Foodexpo 2022 finder sted i MCH Messecenter Herning 27.-29. marts og arrangeres i samarbejde med HORESTA, MLDK – Mærkevareleverandørerne, DF – Danmarks Fiskehandlere, Fødevareklubben, Kost & Ernæringsforbundet, LBI – Leverandørforeningen for Bagerimaskiner og inventar, BKD – Bager- og Konditormestre i Danmark, De Samvirkende Købmænd, DSM – Danske Slagtermestre, Nærbutikkernes Landsforening, BFS – Foreningen for Storkøkkenudstyr, BKC – Branchen for Kaffe- og Convenience løsninger.

Kommentarer