Kultur

Foodexpo sætter klimavenlige mål på menuen

Foto: MCH/ Tony Brøchner.

Med en hel messehal dedikeret til økologi og bæredygtighed bliver der stillet skarpt på de grønne, klimavenlige måltider, når Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, 27.-29. marts udspiller sig i MCH Messecenter Herning. Besøgende kan se frem til at blive inspireret og hente viden i Klimahjørnet, Nørderiet, Mødestedet og Den Økologiske Købmandsbutik.

Foodexpo giver konkret inspiration til, hvordan man lettere bliver klimavenlig på menuen, når MCH Messecenter Herning slår dørene op til Nordens største fødevaremesse 27.-29. marts 2022. En messehal på 5.000 kvadratmeter er dedikeret til økologi og bæredygtighed, der bliver foldet ud gennem alt fra bæredygtig langbordsfrokost til økologisk speeddating og modeshow. Foodexpo har indgået et samarbejde med Økologisk Landsforening, der ser store perspektiver i partnerskabet:

– Vi ønsker at være så synlige som muligt, og derfor er vi meget glade for samarbejdet med Foodexpo, som samler alle professionelle i fødevarebranchen og virkelig tager ansvar i forhold til bæredygtighed. Samtidig mener vi, at tiden er den helt rette til at få sat gang i en ny bølge og få endnu flere i gang med økologi. Corona har givet virksomheder mulighed for at reflektere over deres værdigrundlag, og vi fornemmer, at mange er klar til at flytte deres fundament i en økologisk retning, siger Torben Blok, markedschef i Økologisk Landsforening, og fortsætter:

– Det kan vi hjælpe med, og det gælder ikke mindst, når vi er rigt repræsenteret på en messe som Foodexpo, hvor vi over for rigtig mange mennesker kan give kærlige skub i den rigtige retning. Håbet er, at vi med vores tilstedeværelse kan være med til at åbne folks øjne for alternative, bæredygtige løsninger på hverdagens udfordringer. Det kræver, at man som besøgende har gjort sit forarbejde og på messen går nysgerrigt til værks og gør en indsats for at finde de rette udstillere, men så kan man i dén grad også rykke sig.

Inspirerende aktiviteter i dedikerede områder

Hal H bliver det helt centrale omdrejningspunkt for Foodexpos grønne fokus. Hér indrettes de fire områder Klimahjørnet, Nørderiet, Den Økologiske Købmandsbutik og Mødestedet, der byder på et væld af aktiviteter, som gør besøgende klogere på klimavenlige fødevarer og praksisser.

Nørderiet er hallens workshopområde, hvor en håndfuld af tidens mest prominente navne klæder deltagerne på til selv at lave mere klimavenlig mad. Rækken af tovholdere udgøres af navne som Trine Hahnemann fra Hahnemanns Køkken, kogebogsforfatter Ditte Ingemann samt Michelinkok René Mammen. Sideløbende forestår bælgfrugtvirksomheden Pure Dansk et åbent workshopområde, hvor søstrene bag foretagendet, Astrid og Malene Søgaard, deler ud af deres store viden.

Området Mødestedet byder blandt meget andet på bæredygtig og økologisk langbordsfrokost udviklet af trendekspert Anette Eckmann, ligesom den grønne løber rulles ud til et stort bæredygtigt og økologisk modeshow med Annette Heick som vært.

I Den Økologiske Købmandsbutik kan besøgende gå på opdagelse blandt økologiske produkter doneret af messens udstillere og købe alt fra drikkevarer til olier og brødblandinger. Overskuddet går ubeskåret til nonprofit-organisationen Plant et Træ.

I Klimahjørnet giver en række fagpersoner kyndige råd og vejledning om emner som madspild, grønne retter samt klimavenlige og energibesparende arbejdsgange. Det foregår ved en stribe formidlingsstande, hvoraf Økologisk Landsforening varetager de tre.

– Vi stiller op med tre cases, der alle omhandler økologisk omstilling: Scandic, Odense Kommune Caféer og Oure Efterskole, der har fået henholdsvis bronze-, sølv- og guld-udgaven af Det Økologiske Spisemærke, og som på Foodexpo alle øser af deres erfaring med at sadle om i en økologisk retning. De har selv været igennem processen og kan berette om, hvad der undervejs er nemt og svært, og hvilke udfordringer man kan støde på. Hér er ingen varm luft, men ren og skær praktik og reel vidensdeling, lyder det fra Torben Blok.

Herudover finder man i Klimahjørnet en udstilling af seks bæredygtige produkter udvalgt af et dommerpanel, ligesom det også er hér, at man på Klimascenen kan opleve en perlerække af oplæg og paneldebatter med en stor samling velkendte navne fra fødevarebranchen, heriblandt kok og iværksætter Claus Meyer og strategisk foodplanner Anette Grothe.

Kommentarer