Herning

Gamebox Festival udvider med YouSee eSportligaen

YouSee eSportligaen har fokus på de sociale kvaliteter ved gaming. Foto: Rasmus Smedstrup.

YouSee eSportligaen bliver en del af Gamebox Festival, når Danmarks største gamingfestival vender tilbage 26.-28. maj 2023 i MCH Messecenter Herning. Ligaens finalestævner i spil som CS:GO, Fortnite og League of Legends udspiller sig således som noget nyt på festivalen.

Gamebox Festival skruer yderligere op for underholdningsværdien, når YouSee eSportligaens finalestævner inden for en række populære spil næste år løber af stablen på festivalen. Det er netop faldet på plads, og hos YouSee eSportligaen vækker samarbejdet stor begejstring.

– Gamebox Festival har både hjertet og ambitionerne på rette sted, så da muligheden for at lave et samarbejde med festivalen opstod, var der ingen tøven fra vores side. Det er et rigtig stærkt projekt, og vi glæder os meget over, at vi med samarbejdet får mulighed for at give vores medlemmer en endnu større og bredere gamingoplevelse – og at vi kan vise festivalens øvrige gæster, hvad YouSee eSportligaen kan, når det kommer til bredde-esport, lyder det fra Niels Thornberg, direktør og ligaansvarlig i YouSee eSportligaen. 

Og ligaen er netop bredde-esport – fokus er på den sociale oplevelse, og at det skal være sjovt at spille uanset niveau. Siden begyndelsen tilbage i 2018 har flere end 18.000 spillere deltaget i ligaens turneringer, og hvert år deltager 300-400 spillere i ligaens fysiske mesterskaber og LAN-arrangementer.

Oplagt synergieffekt

Det nye samarbejde indebærer, at YouSee eSportligaen gennemfører sæsonens kulminerende finalestævner i spil som CS:GO, Fortnite og League of Legends på Gamebox Festival. 

– Gamebox Festival er et stort og gennemtænkt gamingevent – det så vi allerede ved afviklingen af den første udgave af festivalen. Og da vi i nu fem år har afrundet vores sæsoner med et stort anlagt mesterskab for flere hundrede esportsudøvere fra hele landet, ser vi en oplagt synergieffekt i samarbejdet. Vi glæder os til at se hele Danmarks esportliga udfolde sig som en del af Gamebox Festival, konstaterer Niels Thornberg.

Aftalen mellem Gamebox Festival og YouSee eSportligaen gælder for 2023- og 2024-udgaven af Gamebox Festival. 

Gamingens samlende kvaliteter

Hos Gamebox Festival ser man store perspektiver i samarbejdet med YouSee eSportligaen, hvis partnere DGI, Dansk Firmaidræt og Ungdomsringen alle i forvejen er en stor del af Gamebox Festival. Derudover er også Efterskoleforeningen partner i YouSee eSportligaen. 

– Vi er rigtig glade for at have fået YouSee eSportligaen med ombord og glæder os til at bygge videre på samarbejdet med også ligaens partnere. YouSee eSportligaen samler gamere på tværs af niveau og geografi, og det passer perfekt ind i vores dna – det samlende og favnende er en stor del af essensen af Gamebox Festival, fastslår Nikolaj Pagh, projektleder i MCH A/S. 

Gamebox Festival 2023 finder sted 26.-28. maj i MCH Messecenter Herning. Salget af såvel LAN- som dagsbilletter begynder senere i oktober.

 

Kommentarer