Herning

Jubilæumsudstilling på Tekstilmuseet

Foto: Tekstilmuseet

I forbindelse med QQTextilKunsts 25-års jubilæum udstiller gruppens medlemmer på Tekstilmuseet. Museet åbner udstillingen med fernisering lørdag d. 20. august, kl. 14-16, og alle er velkomne. Der vil også blive serveret et glas vin og lidt chokolade for de fremmødte, og arrangementet er gratis.

QQTextilKunst består af kunstnere fra hele landet, som alle arbejder med at skabe kunst gennem forskellige tekstile udtryk. Værkerne er billeder, vægtæpper eller skulpturer, baseret på tekstile teknikker som f.eks. syning, tryk, broderi, quiltning mm.

Gruppen bestræber sig på at bruge tekstil på en anden måde end den traditionelle, her er det tekstur, glans, skrøbelighed, blødhed og deslige, som er i fokus for det kunstneriske udtryk. 

I QQTextilKunst arbejdes der med at fremme synliggørelsen og skabe offentlig anerkendelse af tekstilkunst, både herhjemme og internationalt. 

Udover jubilæumsudstillingen vil der også være to workshops i forbindelse med udstillingen i september og oktober.

Udstillingen ’Tekstilkunst i tiden’ kan ses på Tekstilmuseet fra d. 20.8 – 30.10.2022.

Kommentarer