Samfund

Kvisten modtager donation fra Soroptimisterne Herning

Helle Bundgaard (3. fra venstre) fortalte forsamlingen om sine egne oplevelser med at gå i et kvindetræf i Kvisten. Fremsendt foto

Tirsdag aften overrakte præsident for Soroptimisterne Herning en donation på 15.000 kroner til Kvisten, der hjælper voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.

Kvistens træf for kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, modtog tirsdag aften en flot donation fra Soroptimisterne Herning.

Gratis, anonymt og uforpligtende kan kvinder over 18 år komme til Kvindetræf i Frivilligcenter Herning alle tirsdage i ulige uger klokken 17 til 19, hvor de kan møde andre, der har været udsat for seksuelle overgreb. Der er altid én minimum en psykoterapeut og en erfaringsperson tilstede fra Kvisten.

Kvindetræffet har Soroptimisterne Herning honoreret med 15.000 kroner, som tirsdag blev overrakt til stor glæde for Kvistens repræsentanter:

– Det gør en stor forskel for de kvinder, vi møder til træf, at de får muligheden for at spejle sig i hinanden. Det fjerner en masse skyld- og skamfølelse fra deres skuldre, og understøtter, at de kan være der for hinanden og dele de udfordringer, de møder i hverdagen. Det kan være en stor ahaoplevelse for mange af dem at blive spejlet og opleve sig selv som ‘normal’, siger Anette Crone Jessen, der er faglig koordinator i Kvisten og takkede Soroptimisterne Herning for deres donation.

Senfølger er invaliderende for livskvaliteten

Mellem 60 – 80 procent af alle voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten, udvikler senfølger. Senfølgerne er komplekse og ofte så indgribende for livskvaliteten, at der er brug for behandling.

– Kvindetræffet understøtter kvinder, der enten har været i et behandlingsforløb, venter på ét, eller overvejer at komme i et. Det er et trygt rum, hvor vi deler det, der giver mening og vender nogle af de problematikker, som fylder; det kan være i forhold til familie, selvværd, ensomhed eller andet, siger tovholder på Kvindetræffet i Herning og psykoterapeut, Lone Kjærulf.

Herning Soroptimister støtter kvinders rettigheder 

Herning Soroptimistklub er en del af et verdensomspændende netværk for erhvervsaktive kvinder. De arbejder for kvinder og pigers rettigheder, lokalt, nationalt og internationalt. Soroptimist international har fortalerstatus i FN.

– Kvindetræffet har en lokal forankring og en frivillighed, vi sætter stor pris på. Samtidig er det et enormt vigtigt og meningsfuldt arbejde, der styrker kvindernes forudsætninger for at tage ansvar for deres eget liv efter at have været udsat for særdeles grænseoverskridende handlinger, siger Eva Mortensen, der er præsident for Soroptimisterne Herning.

I Danmark tæller Soroptimisterne 1200 medlemmer, i Herning udgør medlemsskaren 30. Foruden Kvisten har Sortoptimisterne Herning i år ydet støtte til Reden Ung Esbjerg, Ukraine Udvalget samt Sundhedsplejersker på sygehuset i Ilulissat.

 

Kommentarer