Landdistrikterne er ikke Viborgs baghave!
Af Mette Nielsen, Velfærdsdemokraterne
Af Mette Nielsen, byrådsmedlem for Velfærdsdemokraterne og spidskandidat til KV25 og RV25
Jeg har siddet i Viborg Byråd i 20 år, og mit politiske engagement begyndte, da jeg stod i spidsen for arbejdet med, at Klejtrup fik en stor legepark og efterfølgende blev kåret til Årets Landsby. Siden har jeg i otte år været formand for det udvalg, der har haft ansvaret for landdistrikterne – og jeg har set både udviklingen og skævhederne tæt på.
Jeg brænder for, at vores landdistrikter skal være levende, attraktive og fulde af liv. Men alt for ofte oplever jeg, at de ses som steder, hvor man kan placere det, byen ikke selv vil have.
Nationalt ser vi, hvordan politikere på Sjælland gerne vil have grøn omstilling – bare ikke i deres egen baghave. Solcelleparker, vindmøller, industriprojekter og ulve – det må Jylland tage sig af.
I Viborg Kommune ser vi den samme tendens i mindre skala. Politikerne fra Viborg by taler gerne varmt om grøn energi, men når der skal findes placeringer, ender de altid i landdistrikterne.
Og når der skal spares og lukkes skoler?
I 20 år er det kun landsbyskoler, der er blevet lukket – aldrig en skole i Viborg.
Det understreger den skævvridning, vi står overfor.
Mennesker, der bor i landdistrikterne, betaler den samme skat, bidrager til fællesskabet og tager aktivt del i foreningslivet – de er ikke borgere på et B-hold. De fortjener den samme respekt, de samme muligheder og den samme politiske opmærksomhed som byens borgere.
Landdistrikterne er ikke Viborgs baghave. De er en bærende del af vores fælles fundament – og en vigtig del af kommunens fremtid.
Der er ingen, der skal lades i stikken.

Kommentarer