Kultur

Lars Lilholt giver intimkoncert i Herning

Foto: PR

Lars Lilholt kan i efteråret 2022 opleves i MCH Herning Kongrescenter med sin ‘Storyteller’-turné, der byder på medrivende musik og skønne anekdoter.

Det bliver intimt, hyggeligt og nærværende, når den folkekære og erfarne musiker Lars Lilholt gæster MCH Herning Kongrescenter 27. oktober. Koncerten er en del af den ‘Storyteller’-turné, Lars Lilholt atter drager ud i landet med til efteråret. 

‘Storyteller’-konceptet, som har navn efter det prisvindende livealbum fra 2006, er utroligt populært blandt hans mange fans over hele landet. Med sig har Lars Lilholt fire stærke musikere, og sammen skaber det fem mand store setup en intim koncertform, hvor hyggelige historier og udpluk af Lilholts store sangkatalog går op i en højere enhed. 

Folkekær spillemand

69-årige Lars Lilholt besidder mange talenter. Han er sanger, violinist, guitarist, komponist og tekstforfatter, og igennem tiden har han udgivet 35 albums og solgt over to millioner af slagsen. I sin efterhånden lange karriere har han samlet alle generationer landet over med sin folkrock-musik, hvor han talentfuldt og finurligt bruger det danske sprog i sit tekstunivers, som er tilsat enkle melodier, der har rødder i både den akustiske folkemusik, rockmusikken og den klassiske musik. 

Han har i årtier turneret land og rige rundt og begejstret publikum, der synger med på numre som ‘Kald det kærlighed’, ‘Onkel Christian’ og ‘Den hvide dværg’. Lars Lilholt har ud over den folkelige popularitet også nydt stor anerkendelse for sin karriere. Han har gennem tiden modtaget fem Danish Music Awards, i 2020 modtog han Dansk musikerforbunds hæderspris og året efter Musikkritikernes pris Steppeulven – en pionerpris for mange års virke. I 2015 deltog han i TV 2’s populære program ‘Toppen af Poppen’ og mindede danskerne om den unikke musik og det store talent. 

Nu kan publikum se frem til at møde den prisvindende spillemand i intime rammer – med medrivende musik og gode historier – i MCH Herning Kongrescenter torsdag 27. oktober. Billetter kan købes via mch.dk.

Kommentarer