Navnenyt

Lokal SPAR-købmand i Haderup vinder Danish Retail Awards

SPAR-Købmand i Haderup, Malene Houni Hansen, er vinder af årets Danish Retail Award. Foto: Dagrofa

International vinder af ‘FMI Store Manager Award’, ‘Årets Købmand’ og ‘Årets Nybygger i SPAR-kæden’ er titler, som den lokale SPAR-købmand i Haderup, Malene Houni Hansen, stolt bærer rundt på. Malene arbejder utrætteligt med at finde innovative madoplevelser til de lokale kunder i Haderup, og hendes stærke arbejde bliver igen anerkendt. Malene har nemlig vundet dette års Danish Retail Awards.

HADERUP – Danish Retail Awards går til de mest forandringsskabende og entusiastiske butiks- eller varehuschefer i Danmark. Prisen er faciliteret af ZBC, i samarbejde med Dansk Erhverv og DH Media A/S (Dagligvarehandlen), og den prestigefyldte pris blev overrakt i dag ved et stort awardshow på Børsen i København. I år var det den lokale SPAR-købmand Malene Houni Hansen, der fik overrakt den fornemme Danish Retail Award, og med prisen følger også en studietur med alt betalt til New York 10.-14. oktober 2022 sammen med detaileksperter fra ZBC.

– Det er helt uvirkeligt. Jeg elsker mit job og mit lokalsamfund, og jeg synes, at det er megafedt at vide, at det man gør, er rigtigt på et højere plan også. Derudover åbner prisen op for en masse muligheder, som jeg måske ikke ville få uden. Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer, og så håber jeg, at jeg kan blive ved med at gøre en forskel for mit lille lokalsamfund. Man kan ikke lade være med at være en smule stolt af sig selv, siger Malene Houni Hansen.

Malene er ikke ny i købmandsfaget. Hun er andengenerationskøbmand og overtog driften fra sin far, hvor hun siden hen har ombygget og udviklet butikken.

Som rutineret købmand har Malene hovedet fuld af innovative ideer og nye tiltag i sin butik. F.eks. har hun stået for at udvide de lokales madhorisont, med ideer som gourmetaftener med op til 200 deltagere. Derudover har hun sat stort fokus på madspild og indført flere tiltag for at formindske madspild i sin butik.

Udover at være selvstændig købmand, så er Malene også en del af SPARs kædeudvalg. Her er hun sammen med resten af udvalget med til at træffe strategiske beslutninger på kædens vegne. “Med sit engagement for lokalsamfundet og sin stærke forretningssans, er Malene en forbilledlig købmand,” lyder beskrivelsen fra Dagrofa.

Esben Keller, kædedirektør for SPAR, Min Købmand og LET-KØB, er ikke i tvivl om at prisen er velfortjent:

– Der er ingen tvivl om, at det er dybt fortjent. Malene har en solid plads i lokalsamfundet i Haderup. Hun driver butikken, som i løbet af mange år har fået en klar rolle som samlingspunkt for alle borgerne. Med hendes mange initiativer viser hun stor interesse og glæde for at være med til at forme lokalsamfundet omkring sig. Malene viser gang på gang, hvad det vil sige at være købmand i et nærmiljø. Jeg ser frem til at følge hendes udvikling yderligere, sagde han blandt andet i forbindelse med kåringen.

Med en masse støtte fra sit lokalsamfund, og endnu en pris på hylden, går Malene en lys fremtid i møde. Hun glæder sig til at dele flere af hendes ideer med borgerne i Haderup, lyder meldingen fra den lokale købmand.

Læs mere om Danish Retail Award her.

Kommentarer