112

Mand død efter redningsaktion i en af stålsøjlerne på Elia

En 46-årig mand blev tirsdag aften erklæret død efter han i timevis havde siddet fast i et af de store rør på kunstværket ’Elia’ i Herning. Klokken 22.30 lykkedes det særligt uddannede folk fra Beredskabsstyrelsen at få manden op, men her blev han af en læge på stedet erklæret død.

Lidt før klokken 18.00 indløb en meddelelse om, at en reparatør sad fast i en af kunstværkets fire høje stålsøjler. Manden var på arbejde som reparatør og var med kran blevet hejst ned i toppen af den ene af kunstværkets fire skorstenslignenede rør, da han pludselig bad kranføreren om at stoppe. Efterfølgende var han ikke kontaktbar.

– Han havde været inde én gang og skulle så derned igen. På et tidspunkt siger han til kranføreren, at han skal stoppe. Derefter har kranføreren ikke kunnet komme i kontakt med ham, fortalte vagtchef Jens Claumarch tirsdag aften.

En anden kran blev tilkaldt, og lidt før klokken 22.30 lykkedes det at få manden op.

Det er uvist, om manden har fået et ildebefindende, eller om der er sket en ulykke. Arbejdstilsynet skal nu undersøge hændelsen nærmere.

Mandens pårørende er underrettede.

Kommentarer