Multiform-ekspert åbner ny køkkenbutik i egen ‘baghave’
Jesper Sandfeld har arbejdet med Multiform i over 15 år, og nu bliver han ejer af egen køkkenbutik i centrum af Herning. Den nye butik åbner til oktober, men indretningen af butikken tager allerede nu fart, salget af køkkener er begyndt hjemme fra privaten, og jagten på en dygtig køkkensælger er gået ind.
Timingen er perfekt: Multiform ledte efter en forhandler til at åbne en ny køkkenbutik i Herning, og i Jesper Sandfelds familieforhold er der nu luft i kalenderen til at realisere en drøm om at blive køkkenforhandler. Og så er Herning hjemmebane for både Jesper Sandfeld og Multiform, som begge har base i Kibæk.
Multiform har fremstillet køkkenerne i 40 år i Kibæk og har derfor en lang og tæt tilknytning til Herning-området. Med en butiksåbning i oktober og en central beliggenhed i Søndergade 5-7, ved Hernings gågade, bliver rammerne sat for at præsentere et spændende udvalg af køkkener, badeværelsesløsninger, garderober og møbelløsninger til hele hjemmet. Ejendommen, hvor butikken ligger, gennemgår i øjeblikket en omfattende renovering for at skabe rammerne for en flot design- og interiørbutik.
Plus 15 års erfaring
Og Jesper Sandfeld ved om nogen, hvad han har sagt ja til. Han er ganske enkelt ekspert inden for Multiform. Gennem mere end 15 år har han bl.a. været teamleder og key account manager samt salgschef for Multiform i Danmark og Norge. Senest har han haft en afstikker som landeansvarlig i Norge for en hvidevareleverandør og salgschef for Hanstholm Køkkener.
– Jesper Sandfeld kender om nogen Multiform og bliver en rigtig dygtig forhandler i Herning. Han har et indgående kendskab til virksomhedens værdier og produkter, og så har han et stærkt netværk i Herningområdet. Hans passion for klassiske køkkener af høj kvalitet – samt hans engagement i at levere skræddersyede løsninger til kunderne – gør ham til en ideel forhandler, siger Allan Meyer, CEO ved Multiform.
Herning betyder noget særligt
Jesper Sandfeld glæder sig til at åbne dørene til den 300 kvadratmeter store køkkenbutik i Herning til efteråret.
– Det betyder meget for mig at åbne butik i netop Herning. Her kender jeg rigtig mange mennesker, og alle kender Multiform. Og mange vil gerne investere i et køkken, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken kvalitet, design, detaljer eller materialer. Og så er der det ekstra plus på egnen, at hvert eneste køkken er lavet til den enkelte familie – og at det er lavet lokalt af stolte fagfolk, fortæller han.
Faktisk går både Multiform og kunderne så meget op i køkkener, at kunderne bliver inviteret indenfor på det moderne snedkeri i Kibæk, hvor de med egne øjne kan se deres køkken, mens det bliver til.
– Lige nu, hvor butikken endnu ikke er færdig, så besøger jeg kunder derhjemme og inviterer dem med til snedkeriet i Kibæk. Det er bare en helt særlig opleve at se et køkken blive lavet helt fra bunden, lyder det fra Hernings nye køkkenforhandler.
Han glæder sig til at få en dygtig kollega. Lige nu er han på udkig efter en rigtig dygtig køkkensælger, som gerne må være erfaren.
– Vi bliver målt og vejet på, at vi er dygtige køkken- og indretningsspecialister, der kan rådgive kunderne om indretning af hele hjemmet, siger Jesper Sandfeld.
Fakta om Multiform
Multiform har siden 1982 været kendt for håndlavede køkkener i klassisk design og kompromisløs kvalitet. Hvert eneste køkken er lavet i Kibæk ved Herning ud fra den enkelte kundes ønsker og behov. Virksomheden fremstiller også inventar til resten af boligen.
Multiform har butikker i Danmark og udvalgte steder i Norge, Sverige samt Europa. Virksomheden ejes i dag af svenske Ballingslöv International.
Kommentarer