Herning

Musikalsk foredrag: Historien om Kim Larsen i Snejbjerg

Oplev Karsten Holm med sit sangforedrag om Kim Larsen i Snejbjerg menighedshus. Pressefoto

Torsdag den 26. januar klokken 15.10 synger, spiller og fortæller Karsten Holm ‘Historien om Kim Larsen’ i Snejbjerg menighedshus.

Karsten Holm synger et udvalg af  Larsens sange og fortæller noget af historien om ‘Danmarks nationalskjald’, ‘den store gavflab’, eller bare Kim Larsen.

Kim Larsen, med det oprindelige navn, Kim Melius Flyvholm Larsen, blev født 23. oktober 1945 og døde 30. september 2018.

Kim Larsen fik sit gennembrud i 1969 med gruppen Gasolin, og siden slutningen af 70’erne har han været Danmarks førende og bedst sælgende sanger og komponist.

Da han startede i begyndelsen af 70’erne var han én af de kunstnere, som man enten ikke kunne fordrage eller elskede. Alt dette er ændret i dag. Alle elsker Kim Larsen – ung som gammel. Derfor er tiden også moden til at lave et sangforedrag, der hylder ham. Sådan lyder det fra Karsten Holm i hans beskrivelse af sit sangforedrag om ‘Danmarks nationalskjald’.

Karsten Holm har sunget Kim Larsens sange i mange år, og det var ikke svært at sammensætte materialet til dette sangforedrag, og så har han altid haft visse fortrin for af gi’ den som Kim Larsen, nemlig flaben/munden. Og Karsten kan ramme tonen, så man kommer i tvivl om det er Larsen selv.

Ud over sangene og musikken vil Karsten Holm også fortælle historien om Kim Larsen. Deltagerne kan således glæde sig til de gode sange fra “Langebro”, “Maria” til nyere numre som “Dengang da jeg var lille”.

Udover at synge sine egne sange har Kim Larsen også gennem hele karrieren fortolket andres sange, f.eks. med “Sange fra glemmebogen”, som vi også skal høre et par stykker af. Når Kim Larsen fortolker en sang, lyder det altid som han selv havde skrevet den.

Eksempler fra repertoiret er Langebro, Masser af succes, Dengang da jeg var lille, Papirsklip, Den første gang jeg så dig, Kvinde min med flere.

Kommentarer