Samfund

Niclas er Aulums bedste lærling

Foto: Industriens Uddannelser

Industritekniker Niclas Bruun fra Aulum er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2021 uddeles fredag d. 24. september i København. I alt hyldes 25 lærlinge fra hele landet.

Det er 19. år i træk, at Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddeler Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til 25 af de dygtigste lærlinge.

Prisoverrækkelsen er en af de vigtigste hyldester af faglærte, og den finder sted fredag d. 24. september 2021.

Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring. Og for dem, der ikke kan være blandt publikum på dagen, så bliver ML-Prisen 2021 også livestreamet på Facebook.

Topkarakter og sociale kompetencer

Det er et fællestræk for Niclas Bruun og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Niclas har gået på Mercantec og været i lære hos Hydra-Comp A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

– Med kæmpestor viljestyrke og flere års hårdt arbejde, har Niclas udviklet sig til den han er i dag: En frisk, hjælpsom og meget behagelig ung mand, der ikke går af vejen for udfordringer – hverken fagligt eller personligt. Niclas er en dreven og fantastisk dygtig håndværker som kan løse alle opgaver. Niclas bidrager til den gode stemning med sin smittende, tørre humor.

Selv giver Niclas følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de indstillede.

– Jeg har arbejdet hårdt for at nå hertil, men alt hvad jeg har gjort, har været det værd.

Dansk Metal og DI står for talerne

I år er det forbundssekretær i Dansk Metal og formand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, samt fungerende næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og chefkonsulent i DI, Michael Boas, som vil overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne. De vil begge to hver især holde tale.

Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet, hvor der er gode muligheder for at tale med prismodtagerne m.fl. både før og efter prisoverrækkelsen.

Efter prisoverrækkelsen bliver billedmateriale tilgængeligt her, hvor der bl.a. vil være individuelle billeder af alle prismodtagere.

Vi sender desuden en pressemeddelelse med citater fra de to talere umiddelbart efter arrangementet fredag.

Praktiske oplysninger:

Tidspunkt: Fredag d. 24. september kl. 9.30-13.30

Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant – Det Kongelige Bibliotek

Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K

Prisoverrækkelsen kan følges via livestream på Facebook: https://www.facebook.com/IndustriensUdd

Kommentarer