Ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herning
Michael Fænø er optaget som partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning pr. 1. august 2022. Han kender i den grad Herning, da han er født tæt på byen, har taget tre uddannelser i byen og har boet i Herning i 15 år. Han kommer fra et job som erhvervskundechef i Handelsbanken i Herning, hvor han har været i knap 17 år.
Michael Fænø siger: “Jeg glæder mig utroligt meget til at starte. Jeg har været i Handelsbanken i knap 17 år – de sidste 7 år i Herning, hvor jeg den seneste årrække har været erhvervskundechef. Jeg har arbejdet rigtig meget med erhvervsejendomme, og det er det, jeg synes, er mest spændende at arbejde med. Jeg elsker at få ting til at ske og rådgive om erhvervsejendomme og finansiering. Og så har jeg længe haft tanken om, at jeg på et tidspunkt skulle skifte branche fra den finansielle verden til mæglerbranchen. Derfor er jeg også i gang med at uddanne mig som valuar.”
“Samtidigt er timingen for mig virkelig god nu, da Handelsbanken er ved at blive solgt. Jeg kender mange mæglere i mit netværk og kender også tidligere partner i EDC Erhverv i Herning, Kasper Ladekjær, som altid har talt meget fint om jobbet og firmaet. Samtidigt tiltrækker det mig meget, at man som partner har meget frihed og selvbestemmelse – med stor støtte fra hovedkontoret. Så jeg glæder mig til at bruge min erfaring med erhvervsejendomme, finansiering og rådgivning, bruge mit store netværk i Herning og omegn og ikke mindst lære kolleger og kunder rigtig godt at kende, så jeg er superglad for at starte i EDC Erhverv Poul Erik Bech.”
Michael Fænø er vokset op 20 km fra Herning og bor nu i Lind 5 km udenfor Herning, hvor han de sidste 1½ år har istandsat familiens nye hus.
Står stærkt i Herning
EDC Poul Erik Bech købte for knap to år siden Hernings ældste ejendomsmæglerfirma, EDC Niels Kofoed og Ib Schiermer. Siden har Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed i høj grad styrket sin position i Herning og omegn. Poul Erik Bech siger:
“Vi er meget glade for, at Michael Fænø indtræder som erhvervspartner i Herning. Han kommer med en stærk baggrund fra finanssektoren i Handelsbanken – senest som erhvervskundechef. Han har en stærk profil med et bredt netværk, lokalkendskab og erfaringer fra den finansielle verden. Sammen med vores nuværende partner, Terkel Præst Berthelsen, og resten af holdet i Herning står vi særdeles stærkt. Siden vi overtog EDC-butikken, hvor vi både har erhverv og bolig, har vi været inde i en rigtig flot udvikling, så vi glæder os til at fortsætte med at realisere det store potentiale i Herning og omegn.”
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed og består af 75 boligbutikker, 19 erhvervscentre og 650 medarbejdere.
Kommentarer