Herning

Ny psykiatrifløj i Gødstrup tog imod de første patienter

Ledende overlæge i Regionspsykiatrien Vest, Robert Bering, viser her, hvordan de nye og brede vindueskarme i Gødstrups psykiatrifløj kan benyttes. Foto: Region Midtjylland.

Tirsdag og onsdag tog psykiatrien i Gødstrup imod de første ambulante patienter i Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling. 

Tirsdag og onsdag var første gang, at patienter, der normalt har fået ambulant psykiatrisk behandling i Herning, kunne vende næsen mod vest og gå ind af hovedindgangen på det nye hospital i Gødstrup.

Efter at have flyttet inventar og personale fra Herning til Gødstrup ugens første dag var tirsdag og onsdag, hvor patienter fra Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling og deres forældre for første gang kunne komme til behandlingssamtaler i den nye psykiatrifløj.

– Det er en stor forløsning endelig at kunne invitere patienterne ind i de nye omgivelser og vise dem de rammer, som vi har knoklet for at få klar. Jeg håber, at vores patienter kan mærke, at de nu kommer til et topmoderne hospital, hvor der er masser af lys og luft omkring dem, siger sygeplejefaglig direktør Claus Graversen.

Vindueskarmene virker

Én af dem, der har været helt tæt på patienternes første indtryk af de nye omgivelser i Gødstrup er afdelingssygeplejerske Iben Laursen, der også er leder for afsnittet Team for ungdomspsykiatri i Gødstrup.

Her tog hun og kollegerne fra onsdag morgen imod nogle af de første ambulante patienter i psykiatrifløjen.

– Vi har glædet os til at tage bygningen i brug for alvor. Vi var selvfølgelig spændte på, om patienterne kunne finde vej til venteområderne, og om vi så blandt medarbejderne kunne finde de rette samtalerum, men det hele er lykkedes, fortæller hun og uddyber:

– Medarbejderne roser især samtalerummene, der er større og pænere end dem, vi kom fra. Så der er optimisme hele vejen rundt – selvom vi skal bruge lidt ekstra tid på at finde vej.

En del af den nye psykiatri-fløj er ekstra brede vindueskarme i knæhøjde, som kan bruges siddeplads. Og her har Iben Laursen på første “patient-dag” fået syn for sagn for, at i hvert fald den del af visionen bag de nye rammer også i praksis fungerer:

– Når vi taler med familier, bliver barnet eller den unge ofte sendt ud af samtalerummet for en kort bemærkning, når vi taler med forældrene. I dag har jeg set to børn ligge i hver deres vindueskarm med mobilerne fremme. De så begge meget afslappede ud, siger Iben Laursen.

Voksne patienter med ambulante aftaler i psykiatrien begynder i løbet af torsdagen også at møde op i Gødstrup.

For at sikre en så smidig flytteproces som muligt bliver flytningen af psykiatrien fra Herning til Gødstrup gennemført over 14 dage, hvor aktiviteterne i Herning gradvist bliver trappet ned i takt med, at de nye lokaler i Gødstrup tages i brug.

Den ambulante behandling flyttede fra 7. marts til Gødstrup som det første, og den 20. marts bliver alle indlagte patienter i Herning transporteret til Gødstrup.

Hele flytningen af psykiatrien til Gødstrup forventes afsluttet den 21. marts.

Kommentarer