Kultur

Prægtige islandske heste fejres med eksklusiv festival i Herning

Europas smukkeste islandske heste kommer til Herning for at deltage i det unikke, internationale indendørsstævne Icehorse Festival, som finder sted i MCH Messecenter Herning 7.-10. april. Foto: MCH/Tony Brøchner.

350 islandske heste fra hele Europa skal dyste i ridekonkurrencer til Icehorse Festival, som også byder på messe, show, foredrag og meget mere i MCH Messecenter Herning.

Fire dages fest for den islandske hest til verdens eneste arrangement af sin art. Det er, hvad der er i vente, når MCH Messecenter Herning byder indenfor til Icehorse Festival 7.-10. april som optakt til påskeferien. 

350 islandske heste og flere end 280 ryttere fra otte-ni nationer skal konkurrere i otte klasser i Sport A og B til Icehorse Festival, som er verdens første og eneste indendørs World Ranking-stævne for islandske heste. Og ekvipagerne skal konkurrere i de særlige gangarter tölt og pas på en 250 meter lang ovalbane. 

Islandshesten er ved at blive den mest udbredte hesterace i Danmark, og Icehorse Festival skaber et helt univers omkring den islandske hest. Ud over de seværdige konkurrencer er det nemlig en festival fyldt med store oplevelser, underholdning, ny viden og inspiration. Ved siden af konkurrencerne venter talrige oplevelser: 

I det store messeområde kan de besøgende gå på opdagelse hos flere end 50 udstillere, som fremviser et stort udvalg af udstyr til hesten og rytteren samt kunsthåndværk og meget mere. Dansk Islandshesteforening holder fem foredrag, hvor man kan hente en masse viden og inspiration, og der vil være et overflødighedshorn af underholdning og arrangementer, heriblandt et fremragende hingsteshow, musik, clinics og Futurity-klasser for unge talenter. 

Totaloplevelse og hestesport i verdensklasse

Ifølge arrangøren er såvel hesteracen som festivalen unik, og der er noget at se frem til – både for kendere og nybegyndere. For Icehorse Festival byder på heste og hestesport på VM-niveau og dertil mulighed for at udforske hele festivaluniverset omkring den helt særlige hest. 

– Kendetegnet ved den islandske hest er de to ekstra gangarter tölt og pas. Racen har været renavlet i over 1.000 år og har derfor bibeholdt de oprindelige gangarter. Islandshesten er derudover en god allroundhest, der kan bruges som både familiehest og konkurrencehest. På Icehorse Festival kan man netop komme og se, hvad disse heste kan, siger arrangør og professionel rytter Rasmus Møller Jensen og peger på festivalens enestående karakter: 

– For branchefolk er det særlige ved Icehorse Festival at se sport på højeste niveau. Og det at holde festivalen indendørs giver en unik og mere samlet og bedre publikumsoplevelse. Man får set en hel masse heste og kan både gå til foredrag og besøge shoppeområdet og meget mere, lyder det fra Rasmus Møller Jensen, der håber på fulde huse til Icehorse Festival, for alt er gjort klar til at give gæsterne en topoplevelse. 

Festivalen afholdes i Equsana Arena i Hal M i MCH Messecenter Herning med stald og opvarmning i Hal Q. Hele festivalprogrammet findes på icehorsefestival.com, hvor man også kan købe billetter.

Fakta

  • De islandske heste er efterkommere af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i det niende og tiende århundrede. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Racen har været renavlet i 1.000 år.
  • Racen, der blandt andet er kendt for den særlige, firtaktede gangart tölt, nyder stor fremgang, og der findes nu cirka 40.000 islandske heste i Danmark.
  • Icehorse Festival er verdens største indendørs World Ranking-stævne. Her rangeres rytterne, og placeringen har også betydning for hestenes værdi.
  • Icehorse Festival havde verdenspremiere i MCH i 2018.
  • Da festivalen senest blev afholdt i 2019, gik 10.000 gæster igennem tælleapparaterne.

Kommentarer