Rejsebranchen samler ferielystne danskere i Herning
Det stærke sammenhold i rejsebranchen skinnede soleklart igennem, da Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, fredag åbnede dørene i MCH Messecenter Herning. Efter to hårde år står branchen de kommende tre dage sammen om at inspirere danskerne med alskens ferieformer, ligesom messen byder på de to store nyheder Outdoorshow og Cykler for Alle.
Flere end 600 udstillere og 2.000 ferieeksperter står 25.-27. februar klar med alverdens rejseinspiration på årets Ferie for Alle, der fredag er åbnet i MCH Messecenter Herning. En messe, der også rummer de største golf- og campingmesser i Danmark, og som i år tilmed åbner dørene til de nye universer Outdoorshow og Cykler for Alle. Og ikke mindst en messe, der på ganske kort tid er blevet stablet på benene som følge af en enorm velvilje og et stærkt sammenhold i branchen.
Det fik ved den officielle åbning administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, til at sende alle udstillere og samarbejdspartnere en ekstra stor ros for på få uger at skabe en så indholdsrig og inspirerende messe ovenpå to udfordrende år.
– Corona har lært os, at det digitale møde på ingen måde kan stå alene, så lad os sammen nyde, at det personlige møde og det at rejse nu igen er muligt. Takket være jer er Ferie for Alle fortsat det bedste mødested at lave forretninger – med både kunder og med den samlede rejsebranche, og takket være jeres indsats har Ferie for Alle som vanligt rigtig, rigtig meget at tilbyde kunderne, lød det fra Georg Sørensen, der også benyttede lejligheden til at sende en varm tanke til Ukraine.
En global supertrend på Ferie for Alle
Nyt på Ferie for Alle er områderne Cykler for Alle og Outdoorshow, der begge tapper ind i tidsånden, og til åbningen fredag morgen indfandt de to arrangører Christian Ritter og Lars Nyhuus sig på scenen. Den tidligere ‘Alene i Vildmarken’-vinder Lars Nyhuus gjorde i sin åbningstale status over outdoor-livsstilens støt stigende popularitet.
– Som kommercielt begreb har outdoor taget voldsom fart de seneste 5-10 år og er nu på vej til at blive et veletableret marked i sig selv. Man taler om en global supertrend, som har rødder i en bevægelse tilbage til naturen og et ønske om at være nærværende i eget liv; det sunde liv, det autentiske liv. Jeg ser, at to hovedspor kommer til at tegne fremtiden – identitet og holdninger. Kunderne kommer til at efterspørge endnu større mulighed for at kunne designe egen identitet, og outdoor bliver aktivt brugt til netop det, forklarede Lars Nyhuus.
Årets vinder af Havfrueprisen
Formanden for Danske Rejsejournalister, Hanne Høiberg, indtog scenen for at uddele Havfrueprisen, men noterede sig først de lysere tider og branchens indbyrdes kvaliteter:
– Jeg er utrolig glad for at kunne stå her i dag og deltage i åbningen af Ferie for Alle. Både fordi det er tegn på, at verden er på vej til at vågne efter næsten to års coronanedlukninger, og fordi vi alle glæder os til at komme ud at rejse igen og nu er i stand til at hente masser af inspiration her i Herning, lød det fra Hanne Høiberg, der herefter annoncerede dagens prisvinder:
– Årets Havfruepris går til Dyrehøj Vingaard, fordi vingården står som pioner inden for dansk vinturisme og har skabt en lang række oplevelser på og omkring vingården. Med egen café og et galleri med skiftende kunstudstillinger i det snart 100 år gamle stuehus har Dyrehøj Vingaard skabt en ægte vingårdsstemning.
Ferie for Alle 2022 breder sig over 13 store messehaller, der giver de rejseglade danskere et solidt udgangspunkt for at realisere deres rejsedrømme – hvad end turen går til danske eller udenlandske destinationer. Messen finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. februar.
Kommentarer