Stor gensynsglæde på Art Herning
Efter to coronaudsættelser kunne kunstinteresserede i weekenden endelig atter samles om kunstmessen Art Herning i MCH Messecenter Herning, og gensynsglæden blandt de fremmødte var stor. Der blev handlet og udforsket nye tendenser blandt værker fra over 250 kunstnere præsenteret af 44 gallerier fra hele landet.
Kunstmessen Art Herning trakterede i weekenden med et overflødighedshorn af malerier og litografier, skulpturer og statuer, da messen efter to coronaudsættelser endelig atter blev gennemført. Der blev shoppet og gået på opdagelse i MCH Messecenter Herning, hvor 5.000 kvadratmeter var spækket med kunst af både danske og udenlandske, nye og etablerede kunstnere.
Hos gallerist Tom Christoffersen, der er medlem af Art Hernings messeudvalg, er der stor lettelse og lykke at spore over, at denne 24. udgave af messen endelig har ladet sig realisere – simpelthen fordi den har så stor betydning for alle implicerede.
– Art Herning er en meget, meget vigtig messe, og det understreges af, at alle de store, københavnske gallerier er her. De er her, fordi de ellers har svært ved at ramme det store, jyske publikum, og samtidig viser de en form for respekt ved at komme. Det er et vigtigt signal at sende – ikke mindst når man som jeg har lige så mange store, vigtige kunder herovre som i københavnsområdet, lyder det fra Tom Christoffersen, der også ser messen som et vigtigt afsæt for nye kunstnere på vej frem:
– Derudover er Art Herning enormt vigtig, fordi messen åbner døre til en lang række jyske kunstmuseer for vores yngre kunstnere, som ikke altid har en chance for at udstille på eksempelvis Louisiana. Og selv om messen i år udspiller sig på en ny lokalitet og på et nyt tidspunkt på året, så har mange gallerier trods krig i Europa og et usikkert økonomisk landskab haft en glimrende messe, og flere har solgt fantastisk.
Gallerist: Glad for at være tilbage
Blandt de mange udstillere, der har oplevet stor interesse og købelyst, hører københavnske Secher Fine Art & Design, der hæfter sig ved det flotte fremmøde og de mange relationer, der dels er blevet etableret, dels vedligeholdt.
– Vi har set frem til Art Herning med længsel, og det er gået forrygende. Messen har været fint besøgt, og de folk, der er her, er meget interesserede og selv glade for at være tilbage. Købelysten har heldigvis også været stor, og vi har solgt rigtig godt. Desuden har det været vigtigt at få etableret kontakt til en masse nye kunder og selvfølgelig også at få vist fanen og få hilst på vores eksisterende kunder, fastslår gallerist Anders Secher, der hæfter sig ved messens store udvalg af gallerier:
– Art Herning er jo den største kunstmesse i Jylland, og det kan man tydeligt se på udvalget af gallerier. Der er virkelig mange, gode gallerier repræsenteret og heldigvis fra hele Danmark, og det vidner om, at Art Herning er en stærk messe at komme til både som køber og udstiller.
MCH takker gallerister og gæster
Ved åbningen af årets Art Herning fredag eftermiddag talte administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen blandt andet om tradition og fornyelse, da messen på grund af coronaudsættelser foregik i nye omgivelser og på et nyt tidspunkt. Han takkede den mangeårige og tætte samarbejdspartner Danske Gallerier for samarbejdet. En tak, han gentager nu, hvor han ser tilbage på messens 24. udgave siden starten i 1998.
– En stor og varm tak til de 44 gallerister og de flere end 5.000 kunstinteresserede gæster for sammen at have skabt den helt rigtige stemning, som det har været en fornøjelse at opleve, siger Georg Sørensen og ser frem til næste års jubilæumsudgave.
– Vi takker Danske Gallerier for tilliden og opbakningen og glæder os til samarbejdet om den 25. udgave og den fortsatte udvikling af Art Herning som foreningens og kunstens vestdanske messe og mødested.
Art Herning 2022, der traditionen tro blev til i et samarbejde med kunstgallerisammenslutningen Danske Gallerier, fandt sted i MCH Messecenter Herning 6.-8. maj og blev besøgt af 5.252 gæster. Kunstmessen vender tilbage i 2023.
Kommentarer