Herning

Stor international tilslutning til Agromek 2022

Der er bliver - igen i år - et stort internationalt fokus på Agromek. Foto: MCH/Tony Brøchner

Udlandet har atter kursen sat mod Agromek. Repræsentanter fra i alt 43 lande indfinder sig i MCH Messecenter Herning, når landbrugets helt store begivenhed fra 29. november til 2. december samler industriens producenter, leverandører, forhandlere og landmænd om alt fra maskiner og kvæg til konferencer og netværksmøder. 

Den internationale interesse for Agromek, Nordeuropas største landbrugsmesse, er til at tage og føle på. Foreløbig har besøgende fra 42 lande tilmeldt sig, blandt de godt 540 udstillere finder man repræsentanter fra 21 lande, ti internationale delegationer har annonceret deres deltagelse, mens flere udenlandske ambassadører har meldt deres ankomst. Det er en kendsgerning, der glæder Agromeks formand, Sten Andersen.

– Deltagelse fra såvel internationale udstillere som besøgende er vigtig for Agromek og for hele den danske agroindustri, der har mange samarbejder på tværs af landegrænser. Vi arbejder målrettet for at sikre et internationalt fokus på messen, og det er derfor glædeligt at opleve, at Agromek fortsat har en stærk position – også i udlandet, udtaler han. 

Agromek understøtter eksport

Messens internationale islæt er en afgørende faktor for flere danske udstillere, heriblandt HE-VA, der producerer landbrugsmaskiner og har stor eksport til udlandet. Virksomheden inviterer flere internationale partnere til messen, og i år har interessen været stor. 72 kunder har takket ja til invitationen, hvilket er 30 flere end i 2018, fortæller teknisk direktør i HE-VA Heine Christiansen.

– Det er utrolig vigtigt, at Agromek opretholder det internationale fokus, for det har stor betydning for os at få lov at vise vores portefølje frem for de udenlandske kunder, skabe nye kontakter og bane vejen for nye eksportmuligheder. Vi er rigtig glade for vores danske hjemmemarked, men en del af vores formål med at udstille på Agromek er også at indgå nye samarbejder uden for landets grænser. Derfor er det vigtigt, at vi har denne samlende messe for hele branchen, for når vi udstiller side om side, er vi også med til at understøtte hinanden og skabe et endnu større trækplaster for udlandet. 

Blandt Agromeks 70 udenlandske udstillere er forventningerne til årets messe også store. Det gør sig blandt andet gældende for Darragh O’Carroll, market advisor hos Enterprise Ireland. Sammen med seks irske virksomheder udstiller det statslige agentur på messen for at styrke Irlands position i Norden.

– Nogle af virksomhederne har været på det nordiske marked i årevis og udstiller for at genskabe relationen til partnere og kunder efter pandemien. Andre er helt nye i Norden og ønsker at få feedback på deres produkter og møde nye partnere. I landbrugssektoren er det særligt vigtigt at se produkterne personligt og møde menneskerne, der står bag, ansigt til ansigt. Agromek er den største landbrugsudstilling i Nordeuropa og et fantastisk sted til at møde mennesker fra alle lande i regionen, fortæller han. 

Mange internationale aktiviteter

Store dele af Agromeks omfangsrige aktivitetsprogram henvender sig til udenlandske besøgende. Det gælder eksempelvis konferenceprogrammet i fremtids- og innovationsområde “Fremtidens Dage”, der byder på flere engelsksprogede oplæg. Rækken af indlæg indledes tirsdag med “The Danes and the Dutch: Farming the Future Together”, som den hollandske ambassadør Nienke Trooster bidrager til. På ambassadens stand vil programmet tillige foregå på engelsk.

– For 500 år siden samarbejdede hollænderne og danskerne for første gang om landbruget. I år deltager hollænderne for første gang på Agromek, hvor vi vil se nærmere på landbrugets fremtid, og på hvordan vi kan gå til det på en bæredygtig måde. Jeg ser frem til at være med på messen, siger hun.

Der er også indhold rettet mod det udenlandske publikum i Biogasområdet, hvor Biogasscenen byder på en række højaktuelle indlæg om alt fra klimakreditter og økologi til teknologiske trends og globale perspektiver. Samtidig afholdes den internationale konference “Advances and Innovations in Agricultural Engineering: The 4th NJF – EurAgEng – Agromek Joint Seminar”.

Agromek finder sted 29. november til 2. december i MCH Messecenter Herning.

 

Kommentarer