Kultur

U21 spiller EM-brag i Herning

Foto: www.fodboldbilleder.dk

Når det danske U21-herrelandshold spiller deres første EM-kvalifikationskamp på hjemmebane, bliver det MCH Arena i Herning, der lægger græstæppe til. Det sker i nøglekampen mod Belgien 29. marts.

Det danske U21-landshold har ikke for vane at tabe, og har i de seneste 12 år kun tabt en enkelt kamp i EM-kvalifikationens gruppespil. Nederlaget var dog mod netop Belgien, der er Danmarks næste modstander i kampen om at nå den eftertragtede førsteplads i gruppen. En plads, der sikrer en direkte billet til EM for femte gang i træk.Derfor er der tale om en ægte gruppefinale allerede halvvejs inde i kvalifikationen. Det har fået DBU til at rykke kampen til Herning og MCH Arena, hvor forberedelsesmulighederne er rigtig gode – det samme er kampbanen.

 Det er præcist 11 år siden, at et dansk U21-landshold sidst har spillet en officiel landskamp i det jyske – og nu vender Danmarks største talenter tilbage til Heden i en enkelt kvalifikationskamp.

Og det glæder den danske U21-landstræner, at Danmark får optimale muligheder for at forberede sig til den vigtige kamp:

“Vi ser meget frem til at spille i Herning, der på det seneste har lagt hjemmebane til et par gode sejre for det danske herrelandshold. Vi vil gøre alt for at give herningenserne endnu en underholdende landskamp og gerne et par mål. Det er en helt afgørende kamp for os, så vi håber, at rigtig mange vil komme på stadion og bakke os op i kampen mod Belgien,” siger Jesper Sørensen.

Lokale profiler i nationalfarverne

Landsholdet har flere lokale spillere fra FC Midtjylland. Seneste U21-landsholdet var samlet var både Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr med i truppen. Derfor er Herning Kommunes borgmester naturligvis begejstret for at kunne lægge bane til kampen:

“Det er en nøglekamp for Danmarks U21-landshold, og her i Herning er det en oplagt mulighed for at få en spændende fodbold-oplevelse – også med flere lokale talenter på holdkortet. Jeg er glad for, at vi i Herning Kommune kan tilbyde landsholdet Danmarks nok bedste fodboldbane,” siger borgmester Dorte West fra Herning Kommune.

Hun suppleres af administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen:

 “Vi er rigtig glade for, at MCH Arena igen får mulighed for at danne hjemmebane for en dansk landskamp. Det er altid noget særligt at lægge græs til landsholdet, og vi glæder os meget til at byde de unge fodboldstjerner og publikum velkommen.”

Kampen mellem Danmark og Belgien spilles d. 29. marts kl. 20.00 på MCH Arena og sendes desuden på TV2 Sport X. Der kommer yderligere informationer om, hvor man får fat i billetter til kampen senere på måneden.

Danmarks resterende tre hjemmekampe spilles i Vejle i juni.

Kommentarer