Kultur

Udsigt til ny håndboldfest med verdensmestrene i Herning

Foto: Lars Møller

Herrelandsholdet tager imod tre af verdens stærkeste landshold i den kommende sæson, hvor turen også går forbi Jyske Bank Boxen.

Der er masser at glæde sig til for de danske håndboldfans i den kommende sæson. For Dansk Håndbold Forbund kan nu løfte sløret for, at herrelandsholdet krydser klinger med både Spanien, Tyskland og Sverige på dansk grund. 

Alle fire mandskaber er allerede kvalificeret til Europamesterskaberne i Tyskland i januar 2024. Danmark sikrede sig billetten med EM-bronzen for et lille halvt års tid siden. Så i stedet for at skulle spille kvalifikationskampe, sætter topnationerne hinanden stævne i EHF EURO Cup. 

Braget mod de nykårede Europamestre fra Sverige finder sted i Jyske Bank Boxen den 29. april næste år. De øvrige kampe spilles i Royal Arena i København og Gigantium i Aalborg. Så der er lagt op til tre fantastiske håndboldfester med de danske verdensmestre i hovedrollen. 

“Det bliver fedt at spille mod nogle af de bedste landshold i verden. Især at møde dem på hjemmebane foran vores altid helt fantastiske fans. Samtidig giver kampene os mulighed for at prøve nogle ting af mod nogle rigtig dygtige modstandere, så vi er bedst muligt rustet til de store mesterskaber,” siger landsholdets nyudnævnte viceanfører, Magnus Saugstrup, der altid ser frem til møderne med vores svenske naboer: 

“Der er altid lidt ekstra på spil, når vi spiller de nordiske opgør. Det er en slags derbyer, fordi alle gerne vil være bedst i Norden. Svenskerne dækker godt op og har dygtige målmænd og spillere i store klubber rundt omkring i hele Europa. Så det er spændende at møde dem.” 

Store forventninger 

Danmark møder i forbindelse med samlingerne i oktober, marts og april også de tre modstandere på udebane. Men det er især muligheden for at præsentere så stærke nationer herhjemme, som direktør i Dansk Håndbold Forbund, Henrik M. Jacobsen, glæder sig over. 

“Nu hvor håndboldherrerne har præsteret så godt, at de allerede er kvalificeret til EM, er det fantastisk, at vi i stedet er havnet i verdens stærkeste selskab til EHF EURO Cup. Samtidig glæder vi os over, at holdet skal spille i så flotte rammer rundt om i hele landet, så vi kan give alle vores loyale tilskuere muligheden for at opleve nogle af de ypperste opgør, håndbolden kan byde på,” siger han. 

Svenskerne har genfundet fordums storhed senest med EM-guldet i januar. Men de nåede også frem til VM-finalen året forinden, hvor de som bekendt blev besejret af de danske drenge. Så der er tale om et opgør på allerøverste hylde, som værterne i Jyske Bank Boxen og Herning Kommune også ser frem til at huse. 

“Vi glæder os hver eneste gang, vi kan byde landsholdet og de danske håndboldfans hjertelig velkommen i Jyske Bank Boxen. Det er en helt særlig ære at danne rammen som Danmarks hjemmebane med tusindvis af glade fans klædt i rødt og hvidt, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S. 

“Jyske Bank Boxen er en fantastisk hjemmebane for de danske håndboldlandshold. Jeg er utrolig stolt over, at vi i Herning Kommune kan tilbyde unikke rammer til håndboldevents i verdensklasse. Det danske håndboldlandshold har tidligere leveret unikke oplevelser i Jyske Bank Boxen med for eksempel VM-guldet i 2019. Vi glæder os til endnu en fantastisk håndboldoplevelse på hjemmebane i Herning,” siger Herning Kommunes borgmester, Dorte West. 

Spilletider i EHF EURO Cup

12. oktober kl. 21.00: Danmark-Spanien i Royal Arena, København

9. marts 2023 kl. 20.45: Danmark-Tyskland i Gigantium, Aalborg

29. april 2023 kl. 16.00: Danmark-Sverige i Jyske Bank Boxen, Herning 

Billetterne til alle de tre kampe sættes i salg fredag klokken 10.00 hos Ticketmaster.

Kommentarer