Kultur

Vær med til at skabe et gigantisk kunstværk!

Den verdenskendte fotograf Spencer Tunick søger deltagere til live installation på HEART d. 4. september.

Som en del af Socle du Monde Biennalen 2021 – Welcome back my friends to the show that never ends vil kunstneren Spencer Tunick skabe et værk, der forener kunst, virkelighed og biennalens historiske udgangspunkt i Piero Manzonis konceptuelle kunstværker. Alle inviteres til at være en del af værket, der vil blive opstillet og fotograferet i parken bag HEART. Alle deltagere vil modtage et limited edition print af det fotografiske værk.  

Spencer Tunick har siden 1992 arbejdet med dokumentation af den nøgne krop i det offentlige rum. Siden 1994 har han organiseret mere end 100 stedsspecifikke installationer, hvor op til tusindvis af frivillige dokumenteres som en masse, der uden tøj, grupperet forvandler sig til en ny smuk skulpturel form.  

I Herning vil Tunick afvikle installationen med hvide bemalede kroppe, med henvisning til Manzonis farveløse (hvide) malerier og HEARTs arkitektoniske udtryk.  

Praktisk info: 

Tilmelding via https://socledumonde.org/tilmeldinger/tunick/

Installationen finder sted den 4. september og det er et heldagsevent. Kun de tilmeldte deltagere er tilladt adgang til optagelserne, det vil således ikke være muligt at opleve installationen uden selv at være en del af værket.  

Vi opfordrer til at deltagere ankommer i let aftageligt tøj som kan tåle kropsmaling. Malingen afvaskes nemt ved bad. Deltagere påfører selv egen kropsmaling.  

Kommentarer