Herning

Vild med tryk og tråd – Workshop med QQTextilKunst

Foto: Tekstilmuseet

I workshoppen ’Vild med tryk og tråd’ på Tekstilmuseet, skal der arbejdes med trykmetoden monoprint og broderi. En kombination af metoder, der skaber helt unikke udtryk. 

Workshoppen finder sted lørdag 3. september kl. 11.30-15.30 på Tekstilmuseet i Herning. Her bliver du præsenteret for forskellige objekter fra husholdningen til at trykke med som for eksempel korkpropper, net, forskellige typer emballage, bobleplast, flade genstande og måske sniger der sig også grøntsager ind!

Og på det tørre monoprint er der mulighed for at tilsætte groft eller fint broderi, alt efter temperament. Du behøver ikke at have broderet før. Det drejer sig blot om at tilføre det trykte endnu et element.

De færdige tekstiler kan bruges som billeder eller til brugsting som punge, tasker, IPad cover med mere.

Workshoppen er for voksne, ingen erfaring med tryk nødvendig.

Medbring: 

  • Akrylmaling i 3 til 5 farver (de billige er fine), pensler i forskellige størrelser, malertape, blyant, saks, paptallerken, vådservietter.
  • Lyst ensfarvet stof (ikke stræk) klippet i mål ca. 30 x 30 cm. i alt 6 – 10 stk. Evt. også nogle sorte/mørke stoffer. 
  • Broderitråd, synåle, paprør (køkkenrulle), evt. forklæde, engangshandsker.
  • Medbring også madpakke og drikkevarer. Ta´ selv cafeen kan tilbyde kolde og varme drikke samt snacks til den lille sult.

Det koster 190 kroner at deltage. Tilmelding er nødvendig og foregår via museummidtjylland.dk senest tirsdag 30. august. Der er plads15 personer.

Kommentarer